Når forbrugerne ikke indløser panten, bliver der et overskud, som kaldes ikke-indløst pant, overskudspant eller indtægtsført pant. Pantbekendtgørelsen fastsætter retningslinjerne for det danske pantsystem og sætter rammerne for, hvordan overskudspanten skal anvendes.
I 2008 udgjorde den ikke-indløste pant i alt 126 mio. kr. Ifølge bekendtgørelsen skal denne pant bl.a. bruges til at forbedre forbrugernes mulighed for at aflevere tomme flasker og dåser. Det kan eksempelvis ske ved at forbedre sikkerheden i pantsystemet, ved at effektivisere og udvikle driften af pant- og retursystemet, skabe et bedre arbejdsmiljø i flaskerummet eller ved at informere om pant- og retursystemet.
Overskudspanten bruges også til at dække udgifter til indsamling af emballager til øl og andre drikkevarer uden pantmærke, som fx er købt i grænsehandlen. Hvis der er yderligere overskud, kan overskudspanten gå til almennyttige formål, som miljømæssige foranstaltninger, undervisning og oplysning samt relevante miljøprojekter.
Beslutning om tildeling af midler til almennyttige formål sker ved regnskabsårets afslutning.
I 2008 blev overskudspanten bl.a. anvendt til:
- Investeringer i sikkerhedsudstyr og teknologi i mere end 2.000 butikker med returautomater og i selskabets centralt placerede tællemaskiner.
- Finansiering af informations- og kampagneaktiviteter om pant- og retursystemet med det formål at forbedre returprocenten.
- Finansiering af en række udviklingsprojekter (know-how), der alle har haft til formål at forbedre og optimere det danske pant- og retursystem.
Dansk Retursystem A/S har de seneste år støttet aktiviteter i Hold Danmark Rent. Hold Danmark Rent er en netværksorganisation, som arbejder for at ændre danskernes holdninger og adfærd, så vi i fællesskab kan mindske mængden af henkastet affald. Se www.holddanmarkrent.dk
Dansk Retursystem A/S afvikler løbende en række kampagner med det formål at sikre en høj returprocent på emballager:
Hvert år i efteråret afvikles en skolekampagne Dåserydderen.dk. Her kan eleverne tilmelde sig en konkurrence og på den måde blive informeret om det danske pant- og retursystem. Derudover lærer eleverne, at tomme emballager hører til i returautomaten og ikke i skraldespanden.
Skolekampagnen ledsages af forskellige netspil som Dåsefabrikken og Dåsepatruljen, hvor de unge lærer om det danske pant og retursystem, energibesparelser og andre miljømæssige forhold.
Desuden afvikles løbende landsdækkende kampagner om pant- og retursystemet.