Dansk Retursystem A/S
Baldersbuen 1
2640 Hedehusene
CVR-nr. 25 49 61 40
Telefon 43 32 32 32
Fax 43 32 32 39
info@dansk-retursystem.dk

Bilister bliver mødt af råbende skrald i vejkanten

Skraldet, som bilisterne smider i vejkanten, får nu en stemme. I en ny kampagne fra Hold Danmark Rent bliver der med humor råbt efter affaldssynderne. Kampagnen blev i dag skudt i gang ved Q8 Kildebjerg på Fyn, hvor der blev delt morgenmad og skraldeposer ud.


Hvad ville affaldet i vejkanten sige, hvis det kunne tale? Det giver Hold Danmark Rent og en række projektpartnere – herunder Dansk Retursystem A/S- forskellige bud på i en ny, humoristisk kampagne.

Kampagnen skal få bilisterne til at tænke sig om en ekstra gang, før de bruger vinduet som skraldespand. For det er der alt for mange, der gør – hele 59 % ifølge en undersøgelse foretaget af Hold Danmark Rent.

Bilisterne fik ”affald” med i bilen

Kampagnen ”Rene veje nu” blev skudt i gang ved Q8 Kildebjerg på Fyn i dag, hvor direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen, sammen med folketingskandidater fra Fyns Storkreds og flere projektpartnere delte wienerbrød og indpakkede æbler ud til bilisterne – sammen med skraldeposer til bilen.
- Vi udleverer noget, som helt sikkert skaber affald i bilen. Men vi giver så også en løsning i form af skraldeposen. Vi ved jo, at langt størstedelen af danskerne synes, det er forkert at smide affald – nogle gange skal de bare huskes på ikke at komme til at gøre det alligevel, siger Anne Holm Hansen.

Aktiviteter over hele landet

Kampagnen ”Rene veje nu” er et samarbejde mellem en række virksomheder, kommuner og Vejdirektoratet, og bilisterne vil få svært ved at overse budskabet. I dag er den store eventdag, hvor der resten af dagen vil blive uddelt lommeaskebægre og lommeskraldeposer til bilisterne på alle Q8s 160 tankstationer.

Det samme sker ved alle McDonald’s drive ins og fra FDMs testcentre. Onsdag uddeles der på Sund & Bælts rastepladser ved Halsskov og Knudshoved.

De næste tre uger vil taleboblerne poppe op mange steder hos alle samarbejdspartnere, og både lommeskraldeposer og lommeaskebægre vil blive delt ud med rund hånd.

Deltagerne i projektet er: Dansk Retursystem A/S, Sund & Bælt, Vejdirektoratet, FDM, Lastbiltransport.dk, Q8, McDonald’s Danmark Aps, Business Danmark og Sylvester Hvid og Co. Herudover deltager Kolding og Esbjerg kommune samt en lang række frivillige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

»Bevar de danske grøftekanter
– fri for dåser og flasker!«