I Danmark er flasker og dåser til visse drikkevarer pantbelagt. Det betyder, at du betaler pant, når du køber drikkevarerne. Pantens størrelse afhænger af materiale og volumen. Du kan læse mere om pantsatserne her.
Panten får du igen, når du afleverer de tomme flasker og dåser enten i returautomaterne eller der, hvor du købte dem. Du kan læse mere om de gældende returregler og eventuelle problemer med udbetaling af pant her. Du kan se pantflowet i Danmark nederst på denne side.
I Danmark pantmærkes engangsemballager til pantbelagte drikkevarer. Du kan se de gældende pantmærker her. De genpåfyldelige emballager, der vaskes og fyldes igen hos producenten, har ikke pantmærke, men de indgår alligevel i det danske pant- og retursystem, så du får pant, når du returnerer dem.
I pantbekendtgørelsen er det fastlagt, hvilke produkter der indgår i det danske pant- og retursystem. Du kan læse mere om, hvilke produkter der er pantbelagt her.
Den pant, som forbrugerne ikke indløser, kaldes overskudspant eller ikke-indløst pant. Overskudspanten bruges til forskellige formål som for eksempel at forbedre sikkerheden i returautomaterne, øge miljøbevidstheden eller til informationskampagner, der skal medvirke til en højere returprocent i Danmark. Du kan læse mere om overskudspant her.
Miljøstyrelsen stiller krav om høje returprocenter i Danmark. Returprocenten er et udtryk for, hvor gode forbrugerne er til at returnere de pantbelagte dåser og flasker samt et udtryk for effektiviteten i det danske pant- og retursystem. Det kan du læse mere om her.