Gå på nettet og følg din tomme dåse på vejen til genanvendelse. Eller din plastflaske, når den tager den samme tur, fra returautomaten til et nyt produkt. Se, hvordan det meste affald kan bruges igen, hvis du skiller dig af med det det på den rigtige måde.
I/S Vestforbrænding ved København har med sitet www.affaldetsvej.dk lanceret en række film, der fortæller både skolelever og voksne, hvordan vi skåner miljøet bedst og forbruger færrest mulige ressourcer, når vi skal af med vores affald. Sitet og filmene er blevet til med støtte fra Dansk Retursystems IP-midler – altså forbrugernes ikke indløste pant.
Videnskabsjournalist Anja Philip er vært på filmene, der kan ses umiddelbart med netadgang. Udover aluminiumsdåsen og plastflasken, er der mulighed for at følge blandt andet stål, elektronik, batterier og farligt affald på vej. Man kan besøge en genbrugsstation og få konkrete oplysninger om affaldssortering i ens eget lokalområde.
I/S Vestforbrænding vil med filmene søge at skabe forståelse for, at affald kan ses som ressource i et konstruktivt kredsløb – frem for som et uønsket problem. De webbaserede film er i første omgang tænkt til de 890.000 borgere i Vestforbrændings eget opland og på sigt hele landet. Supplerende produceres en DVD til undervisningsbrug i folkeskoler.