Med en ændring i Pantbekendtgørelsen får forbrugerne mere i pant, når de afleverer de små pantflasker. Fremover vil alle plastflasker med et indhold på under en liter, udløse pant på 1,50 kr.
Efter de nuværende regler får vi 1 kr i pant, når vi afleverer plastflasker på under 1 liter – med undtagelse af plastflasker med et indhold på præcis en halv liter, der udløser 1,50 kroner i pant. Denne regel har hidtil givet forskellig pant på plastflasker, der ellers ser ens ud, men med forskelligt indhold.
Med den nye forenkling af pantsatsen for de små plastflasker, er risikoen for forvirring om panten nu væk. De nye pantregler bliver indført efter en overgangsordning på 4-7 måneder.
Dansk Retursystem A/S vil løbende informere her på siden og skrive direkte til importører, producenter og returmodtagere, så snart vi kender de præcise frister for ikrafttrædelse og overgangsordninger. Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside