Det er ikke kun dig, der bliver lidt rigere af pant. Miljø og klima vinder hver eneste gang, du afleverer en tom flaske og dåse. Derfor er pantsystemet ‘Det Hele Værd’.

I dag bliver 9 ud af 10 vandflasker, sodavandsdåser og fredagsøl afleveret igen, når tørsten er slukket. Som tak for hjælpen printer flaskeautomaten en lille bon ud, så du kan få penge tilbage i pant. Men er du egentlig klar over, hvorfor din handling er meget mere værd end det?

Det danske pantsystem er nemlig ikke kun hele samfundets flaskedreng. Det er cirkulær økonomi og bæredygtighed i verdensklasse.

Hver eneste gang du afleverer en tom emballage, bliver den smeltet om og genanvendt til at fremstille nye flasker og dåser. Det sparer både energi, råstoffer og CO2. For man undgår de energikrævende processer at fremstille ny plastik af råolie og nyt glas af flodsand til flasker eller ny aluminium til dåser. Når man genanvender en dåse, kræver det fx kun 5 procent af den energi, man ville bruge på at fremstille en helt ny dåse. Samtidig betyder genanvendelse af tomme emballager, at man undgår at bruge nye råstoffer. Og jorden har begrænsede ressourcer – det tager fx flere millioner år at skabe råolie i havbunden.

Så din indsats ved flaskeautomaten, hjælper Dansk Retursystem. Og sammen gør vi en forskel både lokalt og globalt. Til gavn for det miljø og klima, vi alle lever i. Derfor siger vi, at pantsystemet er Det Hele Værd.

Hele den forklaring kan bare ikke stå på din pant-bon. Men nu ved du det.