tile hvad kan aflevere

Emballager med og uden pant

Du får udbetalt pant for tomme flasker og dåser, når de har dansk pantmærke, og flaske­automaten kan aflæse både stregkode, pantmærke og emballagens form. Hvis du afleverer flasker og dåser manuelt, skal stregkode, pantmærke og form være synlig.

Du får også pant på flasker, som bryggerierne genbruger og fylder igen. Det er fx den grønne ølflaske. Tjek derfor din bon for at se, om du betalte pant, da du købte flasken.

Store dåser og flasker

Der findes store dåser og flasker op til 20 liter, som også har pantmærke men ikke kan komme ind i flaske­automaten. Dem skal du aflevere i butikken, hvor de er købt og få udbetalt din pant.

oedelagt daase

Ødelagte emballager

Hvis flasken eller dåsen er bulet eller skrammet, kan du forsøge at aflevere den i en butik, der manuelt modtager emballager. De skal tage imod den, hvis butikken sælger flasker eller dåser af samme materiale, uanset hvilket mærke det er. Du får dog kun pant, hvis personalet eller flaske­automaten kan se både stregkode, pantmærke og emballagens form.

Du kan altid aflevere ødelagte emballager på pantstationen. Så bliver de genanvendt til gavn for miljøet, selvom du ikke får pant.

Dåser købt i udlandet

Du får ikke pant for dåser købt i udlandet. Men de kan med fordel afleveres på pant­stationen og i nogle flaskeautomater. Butikken bestemmer selv, om de vil tage imod udenlandske dåser. På pantstationen kan du altid aflevere dem. Så bliver dåsens aluminium brugt til at lave nye dåser, og det er godt for miljøet.

olkasse

Kasser til øl og sodavand

Der er pant på øl- og sodavandskasser for at gøre det attraktivt at aflevere dem.

Bryggerierne bruger kasserne igen, så de skal afleveres i en butik, der sælger flasker af netop det mærke. Butikkerne har ret til at afvise kasser fra andre leverandører.

Skruelåg på flasker

Du får pant for din plastflaske uanset, om der er låg på eller ej. Men det er en god idé at lade låget sidde på flasken, for så bliver det genanvendt sammen med flasken.