top_finansiering

Læs om gebyrer fra producenter, pant der ikke bliver indløst og indtægter fra salg af aluminium, glas og plastik.

Det danske pantsystem er et af de eneste områder, hvor producenter og importører betaler for, at emballagerne kan genanvendes. Dansk Retursystem står for opgaven og er et non-profit selskab, hvis indtægter stammer fra tre kilder:

  1. Aluminium, glas og plastik fra tomme flasker og dåser bliver solgt til virksomheder, som forarbejder materialerne og fremstiller nye emballager af det. Dansk Retursystem får indtægterne fra salget.
  2. Ca. 10 procent af alle solgte flasker og dåser med pantmærke bliver ikke afleveret tilbage igen. Den overskudspant bidrager til at drive og forbedre pantsystemet. Ifølge finansloven fra 2013 skal Dansk Retursystem også aflevere noget af overskudspanten tilbage til staten i en periode på fem år.
  3. Producenter og importører af flasker og dåser betaler hvert år gebyr for at sende en pantbelagt drikkevare på markedet. Det er politisk bestemt ved lov. Gebyret er forskelligt for hver eneste slags flaske eller dåse afhængig af, hvor let den er at genanvende, og hvor meget der kan være i den.

Gebyrets størrelse bliver regnet ud hvert år, når udgifterne til Dansk Retursystem er afstemt med indtægterne. Det er et krav, at gebyret kun må afspejle de nøjagtige omkostninger ved at drive og administrere et effektivt pantsystem.